Vemodets maler
Jeg er nok i virkeligheden lidt indigneret over, at livet ikke er som på Matisses billeder, siger Peter Martensen, i denne samtale om vemodet som drivkraften i sin kunst.

Tekst: Synne Garff

Lige midt i Hellerup, i en baggård, ligger en lille kompakt kunstnerbolig i to etager. Den hvide maling er skallet af facaden, og de store vinduespartier med småsprossede ruder er godt mørnet. Jeg har en aftale med maleren Peter Martensen, det småregner, og jeg skrider hastigt over gården for at komme i tørvejr. Døren står på klem, og lyden af en skrattende radio kan høres entreen. Jeg kalder, men ingen svarer. Forsigtigt skubber jeg døren op. Hele underetagen er fyldt med malerier. En smal sti fører over til en gammel trappestige, som er banket sammen med søm i siden. Bare den holder, tænker jeg, og indleder forsigtigt min færd op mod støjen. Oppe på første sal er der mere åbent, og jeg ser dem straks: mændene. De har hvide skjorter og mørke bukser på. Der er mindst 20 af dem. De sidder i et kafkask kontorlandskab ved hver deres bord, ensomme, udviskede, vemodige og triste. Det er disse kloner, jeg kommet for at tale med Peter Martensen om. Få minutter efter står vi med hver vores kaffekop i hånden og betragter sammen de mange mænd.

Maler du din egen stemning?

”Ja, det kan jeg vist ikke sige mig fri for. Jeg synes egentlig også selv, det er lidt trist, det jeg laver. Jeg vil ikke påstå, at jeg sådan bliver opstemt af at lave det, jeg gør. Jeg laver bare det, jeg ikke kan lade være med.”

Manden i hvid skjorte og mørke bukser spiller en central rolle i dit maleri. Hvor kommer han fra?

”Det er en form for malerisk og fortællemæssigt greb, som jeg fandt frem til omkring 1990, så jeg ikke kom ud i alle mulige omveje med mit maleri. Manden er en 50’er figur fra min barndom, et gennemsnitsideal, som faktisk stammer fra nogle blade, der hed Teknik og Hobby til gør-det-selv-manden. I det amerikanske blad var der en mand med pibe i munden og sideskilning, som kunne klare det hele selv på den billige og nemme måde. Manden i hvid skjorte var en behagelig opfindelse der gjorde, at jeg kunne koncentrere mig om billedets opbygning og struktur. Jeg behøvede ikke mere at tænke på, om det var en 47-årig fisker, der måske var holdt op med sit arbejde for at rejse ud i verden - eller en anden ligegyldig historie. Og så ville jeg gerne arbejde med noget neutralt i forhold til det menneskelige. Jeg synes det neutrale var et fuldstændigt overset begreb, fordi man jo overvejende forbinder maleri med den store passion. Jeg ville hellere lade de voldsomme følelser opstå ude i hovedet på beskueren. Det der mangler er ofte det, der presser sig mest på.”

Et dominerende træk ved dine malerier er en anonymitet og næsten demonstrativt iscenesat tavshed – er det sådan du oplever det moderne menneskes verden?

”Nej, for der er ikke sådan lighedstegn mellem mit maleri og det moderne menneske på den måde. Det er nok i virkeligheden mere mig, mig i verden. Men det er ikke sådan, at det nødvendigvis skal forestille mig i de billeder. Men det er det jo nok et eller andet sted også. Det er meget sjovt, for måske er det i virkeligheden bare noget rent teknisk. Det er en måde, hvorpå jeg kan få lov til at male. En måde så mine følelser ikke skal vælte ud. Jeg prøver hele tiden at holde mig tilbage for at kunne koncentrere mig om maleriet. De gange jeg har ladet følelserne flyde, har jeg fået noget sentimentalt ud af det, som jeg ikke har kunnet holde ud at se på.”

Livet er lidelsesfuldt

Peter Martensen taler roligt og formulerer sig med omhu. Indimellem rykker han lidt på det ene ben. Foden er i gips. Den brækkede efter en voldsom tackling i en fodboldkamp. Der skulle en kompliceret operation til at hele frakturerne. Vi sætter os på et par stole.

Du tacklede, hvad du troede var en modspiller. Men det var en drøm, og du bankede i virkeligheden benet ind i en betonvæg! Der synes at være en kontrast mellem din rolige fremtoning, harmoniske familieliv og så dit sjæleliv. Er din indre scene fyldt med voldsomme energier af mere dunkel karakter som angst, desperation og afmagt?

”Det er ikke min grundstemning, snarere… et stille vemod over tilværelsens uudgrundelige lidelse. Et eller andet sted er det jo lidelsesfuldt at leve, men også enormt dejligt. Jeg elsker at leve. Det er ikke nogen hyldest til livet, det jeg maler, som Matisse. Jeg er snarere lidt indigneret over, at verden ikke er som på Matisses billeder. Og det er måske for at skabe en balance i tingene, at jeg laver de billeder.”

Er det også frygten for det banale, der får dig til ikke at male friske blomstermotiver og solnedgange over Skagen?

”Nej, jeg holder meget af det banale. Og jeg har da lavet en hel udstilling med blomster.”

Men der var ikke mange spraglede farver, så vidt jeg erindrer?

”Neeeej…”, siger Peter Martensen mildt ironisk smil. ”Det var nærmest brune blomsterbuketter. Jeg har faktisk arbejdet med stærke farver, skriggul, men jeg havde svinet dem til, så de blev sur-gule, smudsig gule. Men jeg kan ikke holde det ud. Jeg har nærmest fjernet farver fra maleriet. Den farve, jeg bruger, har selvfølgelig en udstråling, en vemodsfarve, indigo. I øvrigt har jeg malet blomster i mere naturtro farver. Det var i begyndelsen, hvor jeg også malede min kone Margrethe. Problemet var, at jeg godt kunne se, at de malerier ikke rigtigt kunne tilføre omverdenen så meget . Rent malerisk var det en uinteressant lykkebobbel. Hvis man skal lave noget, der har betydning, må det have en åbning...

For hvem?

”Først og fremmest for mig selv. Selvfølgelig skal billederne også gerne betyde noget for andre. Men hvad folk får ud af mine billeder, skal jeg ikke bestemme. Politisk kunst tager jeg afstand fra, det er uinteressant. Politisk kunst bliver som en hammer, bang, færdig.”

Tror du, et maleri kan ændre et menneskes selvforståelse?

”Nej, ikke direkte. Maleriets store evne er, at det kan bane vejen for erkendelser og nogle indsigter, som man ikke vidste, man havde i forvejen. Jeg mener vi har det hele liggende i os, der skal bare trykkes på de rigtige knapper. Det er en grundtanke, jeg har. Jeg kan ellers ikke se, hvordan vi kan lære alt det, vi kan lære. Børn må have det i sig.”

Nürnbergprocessen

Du bryder dig ikke meget om det politiske maleri. Men du har rent faktisk malet billeder fra Nürnbergprocessen?

”Historien med Nürnbergbillederne er i korte træk den, at jeg havde lavet nogle tilskuerbilleder. En dag da jeg sad og læste avis, så jeg ud af øjenkrogen nogle billeder på TV, som jeg troede var mine. Men det viste sig at være billeder af Nürnbergprocessen. Jeg greb mit pocketkamera og begyndte at fotografere. Det kom der en masse spændende billeder ud af, som dannede udgangspunkt for malerierne. Nürnberg-processen som set-up er et samspil. Det er ikke sådan, at der er de gode og de onde. Vi ved godt, at alle mennesker har begge sider i sig. Den store naziforførelse bragte mennesker ind i en turbine, hvor den ene handling førte den anden grusomme med sig. Det er en stor smerte i mig, at sådan noget kan lade sig gøre.”

Du anonymiserede igen. De anklagede fik udvisket ansigterne, fjernet deres identitet. Var det fordi, det ligeså godt kunne have været mig som dem, der sad anklaget dér. Tilfældet gjorde så, at det var dem?

”Ja, og på den måde kan du godt sige, det er politisk. Det kan opfattes, som om, jeg mener, at de var lige så gode som os.”

Men sådan skal det vel ikke opfattes?

”Nej, nej, nej! Nazismen var rædselsfuld. Hitler og Göbbels var psykopater. Det ligger helt rodfæstet i mig. Som barn fortalte min mor mig om koncentrationslejrene, og det gav mig nogle frygtelige mareridt, som jeg nok stadig øser af på lærredet.”

Frygten for blokering

Peter Martensen kalder sig selv ”gennemreligiøs”. Allerede som 14-årig fik han igennem meditation en nærdødsoplevelse, en ud-ad-kroppen-oplevelse, som chokerede ham i en grad, at han ikke siden for alvor har turdet udfordre det meditative. Hans interesse for det religiøse felt kan spores i maleriet – både i motiver og symboler. Fx er der en hel serie med håndspålæggelse – en mand lægger hånden på en anden mands pande, et træ svæver op mod himlen. Billederne stammer fra en periode, hvor Peter Martensen mistede en nær ven.

I hvor høj grad er maleriet et psykologisk projekt for dig?

”Selvfølgelig er der en følelse af, at hvis jeg ikke gør det her, så går det altså galt. Så går jeg til.”

Frygter du, at der pludselig ikke kommer flere penselstrøg fra din hånd?

”Ja og nej, for sådan har jeg det mere eller mindre hele tiden. Fuldstændigt flow afløst af total blokering. Så laver jeg overspringshandlinger, spiller guitar, går ned og køber ind i Netto, cykler en tur, ringer til en bekendt eller går op til computeren. Går som katten omkring den varme grød. Da jeg lavede illustrationer til Preben Major Sørensens bog Øksens Tid, fik jeg blokeringer hele tiden. Hver eneste tegning er nærmest kommet frem ved en fejltagelse – dvs. jeg vidste præcis hvad jeg ville, men jeg havnede hele tiden andre steder, og det var meget givende.”

Er det fordi, nogen pludselig griber ind i dit liv, disponerer over din tid og stiller krav der skal indfries på kort tid?

”Ja! Bestillingsopgaver er krævende for mig. De skaber meget let knuder i mig, jeg bliver hudløs. Jeg mærker hele tiden den der underliggende rædsel, som måske ikke er helt formuleret. Men det er jo netop sådan det skal være for at det kan blive rigtig godt, og det ender det jo som regel også med at blive. Mit daglige arbejde derimod er mere tilbagelænet. Det er betinget lyst. Der er pligtfølelse i arbejdet over for en selv. Hele min integritet som menneske er afhængig af, at jeg får malet, hvad jeg skal. I pligtfølelsen er der også en stor portion romantik. Jeg arbejder hen imod det punkt med farven, hvor jeg har været, hvor alting flød, det hele gik op i en højere enhed. Man er bange for at det skal glide en af hænde. Man vil tilbage til det der sted i maleriet, det utopia, hvor alting lykkes.”

Men det er vel ikke mere utopia, end at du opnår det øjeblik af lykke fra tid til anden?

”Det er alligevel aldrig mere lykkeligt, end at jeg vogter på lykkepunkterne. En stor del af arbejdet består i at dække sig ind. Dvs. at se på sit maleri under så mange synsvinkler som muligt. Det handler om at kunne leve sig ind i at se billedet fra skiftende æstetiske og ideologiske vinkler. Men først til aller allersidst. Jeg prøver under arbejdet at være så tom som muligt. Less is more, du ved. Jeg skaber et blik her udefra, hvorfra maleriet kan betragtes. Det er også en provokation over for mig selv. Jeg ser maleriet fra forskellige synsvinkler – måske en modernistisk synsvinkel, hvordan fungerer maleriet som billed-musik, eller hvordan ville f.eks. Jorn, eller Jackson Pollock se på det hvis de levede endnu – eller hvad ville Gerhard Richter sige? ”

Du risikerer ikke, at så mange filtre og vinkler forvirrer dig og gør maleriet til et patchwork af retninger?

”Nej, tværtimod. Jeg stemmer mine billeder op imod deres. Strammer op, prøver hele tiden at være lige der, hvor det svinger. Den ideelle maler må kæde tingene sammen. Verden er dér, jeg er her, der mangler noget imellem, det er det, jeg skaber. Billedets styrke er for mig det metaforiske - tegnet, ikonet, en generator for nye forestillinger. Hvis et billede hele tiden kan ses og opleves på nye måder uden at miste indhold, så er det stærkt nok til at blive kategoriseret som kunst.”

BILLEDTEKSTER

”Et eller andet sted er det jo lidelsesfuldt at leve, men også enormt dejligt.”

”Det kommer hver tredje dag. Fuldstændigt flow, afløst af total blokering. Så laver jeg overspringshandlinger, spiller guitar, går ned og køber ind i Netto,…”

”Man vil tilbage til det der sted i maleriet, det utopia, hvor alting lykkedes.”

BOX

Peter Martensen er født den 26. november 1953 i Odense, uddannet på Det fynske kunstakademi år 1971 – 77, og på Grafisk Skole, Kunstakademiet i Kbh. v/ prof. Dan Sterup-Hansen, og som klassisk guitarist. Udover maleriet arbejder Peter Martensen med litografi, installationer, video, fotokunst og eksperimenterer med lyd og billeder. Det udfoldes blandt andet i et 12-mandsorkester, der arbejder med improvisationen som det bærende element.