En mand er en mand er en mand er en ...

Peter Martensen har fyldt Sophienholm med sine massemennesker. Men hvem identificerer sig med en vandkæmmet mand i hvid skjorte?
Af Trine Ross, Politiken august 2006

Peter Martensens malerier trækker tråde til klassiske genrer, først og fremmest det heroiske portrætmaleri, men også til orientalsk kunst, der midt i det 20. århundrede var en inspirationskilde for flere kunstnere, blandt dem Asger Jorn. Men hvor det klassiske portræt som sit fundament har fremstillingen af det enestående menneske, det specifikke individ, arbejder Martensen med massemennesket, hvor den ene kan erstatte eller spejle den anden - og gør det. Mennesket bliver i sin gentagelse og manglende individualitet en del af et mønster i Martensens malerier, et mønster, der i teorien kan fortsættes i det uendelige, ligesom Orientens ornamentik eller Jackson Pollocks drypmalerier.

Netop dette centrumløse maleri, hvor øjet er på konstant vandring, var også, hvad Jorn søgte, men Martensen holder sig, i modsætning til både den traditionelle ornamentik og (mere eller mindre) abstrakte malere som Pollock og Jorn, alligevel til figurationen. Vi kan med andre ord se, hvad hans billeder forestiller, også selv om han understreger maleriets mønster ved at holde sine farver på et absolut minimum.

Siden de tidlige 1990'ere har Martensen malet mænd i hvide skjorter, der opfører sig som kloner, det er slået klik for. Den gentagne mand, der bliver til mænd og mønster, møder vi i situationer, der kunne være hentet fra en international børs, et religiøst træf eller et retsopgør. Kun det sidste ved man tilnærmelsesvis er tilfældet, for serien af 'Procesbilleder' tager Nürnbergprocessen som sit udgangspunkt.

Martensen driller altså med sine titler, for når der i kunstnerisk sammenhæng tales om proces, henvises der normalt til arbejdet med billedet. På samme måde kunne en titel som 'Bevægelsen' henvise til en religiøs sekt, men i stedet ligner maleriet et billede af en børs og kunne således lige så godt hedde 'Transaktion' - hvis altså ikke et andet af Martensens malerier bar den titel i forvejen.

Fælles for Martensens malerier er et næsten totalt fravær af kvinder, og når de endelig optræder, er det kun som titler på en række blomsterbilleder. Det er en spændende idé at lade buketter af blomster bære (pige)navne, for det får os til at betragte dem med nye øjne. Desværre hænger hverken 'Ida' eller 'Pia' godt på Sophienholms trappe, hvor man hverken kan komme på afstand eller i øjenhøjde.

Forskydningerne fortsætter i serien 'Homesite', hvor Martensen maler interiørs set gennem et farvet filter, distanceret, fremvisende - og unheimlich! I Freuds terminologi er 'unheimlich' det, der ikke er så fremmed igen, det vi alligevel genkender, selv om vi har forsøgt at fortrænge det. Hos Martensen bliver det genkendelige uhyggeligt, måske fordi det synes registreret fuldstændig følelsesforladt.

Sådan ser jeg serien, men måske er Martensens intention en helt anden, for i Lisbeth Bondes bog 'Peter Martensen Solo' (der netop er udkommet på Borgen), fortæller Martensen om sin interesse for, hvad han betegner som »sjælemalerne« Füssli og Abildgaard, mens Lisbeth Bonde ser et slægtskab mellem Martensen og Carravaggio. I bogens interviewdel møder man mennesket Peter Martensen, mens Bonde i en anden del kyndigt leder læseren igennem væsentlige aspekter af hans produktion. Alligevel kommer jeg nu nok aldrig til at opfatte Martensen som en psykologisk maler, der arbejder sit billede frem gennem maleprocessen. Selv om jeg nu ved, at det er sådan, han gør - og sådan han ser sig selv.

Med så fin en tekst er det direkte tarveligt, at bogen ikke er disponeret bedre: Ofte må man bladre rundt efter det værk, som teksten omhandler, et par steder endda uden nogensinde at finde det gengivet! Hvis grafikeren ikke har magtet at få tekst og billede til at hænge sammen, så kunne man i det mindste have ofret en sidehenvisning, så læseren kan koncentrere sig om det vigtige.

Og det vigtige er jo netop billederne, også selv om jeg personligt ikke er i stand til for alvor at blive berørt af dem. Faktisk kan jeg godt gå hen og blive en smule irriteret over værkernes gentagne gengivelse af det viljeløse massemenneske. For hvem er de egentlig? Og hvor mange af os føler os spejlet i billedet af en vandkæmmet mand i hvid skjorte? Til gengæld samler det sidste værk på udstillingen, videoen 'Prelude', trådene, og tilbyder måske endda en udvej, for her omsættes ensheden til (en form for) musik, så helheden bliver større end de enkelte dele.





trine.ross@pol.dk